præsten har ordet

5. januar 2024


Livet er ikke for amatører – sagde den svenske forfatter August Strindberg, og det vil de fleste af os være enige i, hvis der menes, at livet aldrig bare er nemt eller lykkeligt. Men at nogen skulle være professionelle, når det gælder om at leve livet, lyder heller ikke sandsynligt, i og med at vi kun har dette ene liv og ikke kan begynde forfra og gentage forestillingen med større erfaring ”som professionelle”.


Vi må gøre det så godt vi kan, prøve os frem og frem for alt lære af vores erfaringer, så vi kan leve så stor en del af vores liv på en måde, der styrker os.


Vi begår ofte fejl og det hænder, at vi ikke kan få vores hverdag eller vore følelser til at hænge sammen. Og ofte bliver vi udmattede eller nedtrykte.


Det er ikke meningen med livet, at vi skal vandre mod døden forsigtigt og for enhver pris undgå at blive tilsmudsede, være bange for at begå fejltagelser eller være urolige for, hvad andre tænker om os. Det er helt sikkert ikke meningen, at vi skal dø indvendigt, når vi er unge og derefter være levende døde resten af livet. Det er meningen at vi skal være fuldt og helt levende hele livet igennem.


En australsk sygeplejerske, Bronnie Ware, arbejdede med at pleje terminalt syge patienter og skrev en bog om de fem ting, som døende mest af alt fortryder eller ønskede, at de havde gjort anderledes, mens de levede, og som vi endnu levende kan lære af, mens tid er.

  1.  ”Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, hvor jeg var tro mod mig selv i stedet for at leve det liv, andre forventede af mig.”

Dette er den absolut almindeligste grund til fortrydelse. At dø og vide, at man ikke tog vare på sit liv ud fra egne ønsker er smerteligt. At turde udleve sit potentiale og at satse på sine drømme er derimod at opleve mening med livet.

  2.  ”Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så meget”.

Dette ønske mødte sygeplejersken først og fremmest hos mænd, men de tilhørte forrige generation; om nogle år vil der sikkert være kvinder, der fortryder det samme. Spørgsmålet er, om det virkelig er det værd at gå glip af sine børns opvækst, nærheden til ens partner og venner eller fritid bare for at kunne måle vores succes gennem jobbet? Ægte succes er at leve det liv, vi ønsker, ikke at få høje lønninger og positioner i vores erhverv.

  3.  ”Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser”

Mange af de døende beskrev, hvordan de alt for sjældent gav udtryk for deres følelser, fordi de ville undgå konflikter med andre mennesker. Men at være tydelig med sine følelser er at være ærlig om, hvem man er og det skaber sunde relationer, også selv om det indebærer et par konflikter hen ad vejen.

  4.  ”Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten til mine venner”

Når døende indså, at de ikke kunne komme i kontakt med gamle venner for at sige et sidste farvel, forstod de hvor vigtigt venskab er. Venskaber skal plejes – før døden!

  5.  ”Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være gladere”

Dette er faktisk en uendelig trist erkendelse. Det er for sent, når man ligger på dødslejet at indse, at glæde faktisk er et valg. Vi kan sidde fast i gamle tankemønstre og se vores omverden negativt, eller vi kan forsøge at se den positivt.


Det er når vi udfordrer os selv, at vi vokser; det der kan virke skræmmende, er som oftest ikke farligt. Politikere og medier forsøger at skræmme os med dommedagsprofetier, og det bedste vi kan gøre, at slukke for dem, lytte til os selv og handle ud fra det.


Jeg ønsker alle et lykkebringende 2024!


Birgit Berggrensson