Hvad mon det er, der gør, at så mange mennesker lige nu begynder at tale om at indføre aktiv
dødshjælp? Er det fordi, de har læst om de lande, der i deres lovgivning gør det muligt, eller er det
bare et led i den almindelige trang til effektivisering, der præger vores samfund? Man kan også
have mistanke om, at dette ønske om aktiv dødshjælp kommer fra unge mennesker, for hvem
døden er noget abstrakt og noget, de ikke anser for at kunne ramme dem, hvorimod de synes, at
lidelse er noget, vi ikke skal finde os i.
Nu er lidelse noget, ingen kan afskaffe; lidelse er en del af det at være menneske, og selvfølgelig
skal vi gøre alt, hvad der er muligt for at mildne de lidelser, syge mennesker tvinges til at
gennemleve. Det hedder i hospitalsverdenen palliation, og er en behandling, der både indeholder
smertelindrende medicin og omsorg for patienten. I mange tilfælde giver lægen, i tilfælde af at
patienten har svære smerter og al behandling er udsigtsløs en mængde morfin, der kan afkorte
livet med en dag eller to, men det kan aldrig sammenlignes med som aktiv dødshjælp at give en
dødssprøjte eller en pille, der tager livet af patienten i et splitsekund.
Hvis en uhelbredeligt syg patient ønsker aktiv dødshjælp, kan det ikke være fordi vedkommende
forventer at få noget ud af det selv. Når man er død, har man ingen glæde af eller viden om, at
smerterne er forsvundet, og at det er forbi. Det er altså et hensyn man tager til de pårørende, som
slipper for plejen, bekymringerne, begrænsningerne m.v. Man ønsker med andre ord ikke at være
til besvær, men dermed fratager man også ens nærmeste muligheden for den kærlige handling,
det er at tage sig af et elsket menneske, der er uhelbredeligt syg.
Problemet med aktiv dødshjælp er ikke bare lovgivningsmæssigt og lægefagligt, det er også etisk.
I gamle dage talte man om ”medlidenhedsdrab”, nu hedder det ”aktiv dødshjælp”. Drab er blevet
til hjælp. Men man skal ikke bilde sig ind, at der med ordet hjælp er tale om noget positivt. Nogen
skal jo yde den ”hjælp” det er at slå et andet menneske ihjel, selv om det menneske måske selv
har bedt om det, og måske er så handicappet, at det ikke selv kan begå selvmord. Det er et
urimeligt krav at stille til læger og sygeplejersker, der har aflagt løfte om at redde liv.
Indførelse af aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord vil uvægerligt blive en glidebane. Meget
syge mennesker med svære handicaps, psykiske lidelser eller stærke smerter vil meget ofte føle, at
de er en belastning for deres omgivelser, og hvis der ikke kan tilbydes et ophold med palliativ
behandling, kan de føle sig forpligtede til at ønske dødshjælp.
Et andet aspekt af glidebanen er organdonation. Hvis man kan få alle til at blive organdonorer og
gør det muligt for alle uhelbredeligt syge at vælge aktiv dødshjælp, får man flere organer til
rådighed, hvilket man i fx Holland for længst har indset.
Hospitalspræster kan fortælle, at de terminalt syge, som de taler med, ikke er dem, der ønsker at
dø. De er i stand til at glæde sig over hver eneste dag og oplevelse, de endnu kan nå at opleve.
Vi skal se livet med al den ulykke og lidelse, det nu engang indeholder, som den gave fra Gud det
er, og gøre alt, hvad vi kan for at syge og gamle mennesker ikke skal føle, at de er til besvær.
Der er ingen, der skal sætte grænser for, hvornår man er syg eller gammel nok til, at det vil være bedre
(for hvem?) at livet afsluttes.
Meningen med vores liv er ikke, at det skal kunne betale sig. Jesus spurgte ikke, inden han
helbredte syge, om de bagefter ville være nyttige for samfundet, om det kunne betale sig at
behandle eller helbrede dem, og det skal vi heller ikke spørge om.

Birgit Berggrensson